<< TILBAGE

Tidligere kursus 2016

Mangfoldighed som redskab til virksomhedsudvikling

Samtale med Rani Kasapi og Mette Wolf Iwersen

Onsdag den 26. oktober kl. 17.00-18.30 på Nørrebro Teater

Sverige har forandret sig, ligesom resten af Europa. Demografien ser anderledes ud men ikke publikum. Hvordan skaber vi kulturinstitutioner, som er vedkommende for flere?

Projektstøtteudvalget for Scenekunst og Den Danske Scenekunstskole Efter- og Videreuddannelsen inviterer til en samtale med Kulturchef Rani Kasapi og teaterdirektør Mette Wolf.

Rani Kasapi er i dag Kulturchef i Botkyrka Kommune uden for Stockholm, hvor mere end 55% har en udenlandsk baggrund. Men i denne samtale vil hun primært tale om det forandringsarbejde, hun ledte på Riksteatern for øget internationalisering, udvidet repertoire, publikum og arrangørskab.

Rani vil også tale om vigtigheden af at udvide rekrutteringen som en forudsætning for forretningsudvikling samt lederskabets betydning i forhold til at lede i et miljø præget af diversitet.

Rani er en erfaren udviklingschef inden for kunst, kultur og den sociale sektor. I foråret 2014 modtog hun den mest anerkendte lederskabspris i Sverige for mangfoldighedsledelse. Dengang gav hun dette råd til ledere: ”Afsæt meget tid til rekruttering og led efter andre kompetencer end de gængse. Det gælder om at udsøge forskellige sproglige, kulturelle, sociale og politiske kompetencer for at kunne skabe en virksomhed, som henvender sig til hele Sverige. Øget repræsentation skaber større legitimitet”. Hendes tiltag med mangfoldighedsledelse medvirkede til, at publikumstallet på Riksteatern steg betragteligt.

Rani bruger kunst og kultur som vigtige parametre for social udvikling og bæredygtighed. Hun udvikler internationale og interkulturelle strategier på et institutionelt plan for at imødegå de fremtidige udfordringer, der følger med globaliseringen og hastigt skiftende befolkningssammensætninger/publikum. Hun fokuserer på at skabe øget bevidsthed omkring mangfoldighed som et redskab til udvikling samt at sætte menneskerettigheder og demokrati højt op på dagsordenen.

Siden 2015 har Mette Wolf siddet på Nørrebro Teaters direktørpost. Teatret befinder sig på Ravnsborggade på Nørrebro, hvor det har ligget siden åbningen den 26. december 1886. Dengang var Nørrebro en helt ny bydel, der mest bestod af mose og marker. I dag er området som en sydende og kulørt heksekedel.

For Mette er det vigtigt, at Nørrebro Teaters store kraft bliver formidlet og kommer ud til så mange som muligt. Derfor skal dét, der laves på Nørrebro Teater ikke kun have relevans for folk med en bestemt uddannelse eller folk, der har et bestemt postnummer. Nørrebro Teater har igennem mange år gjort meget for at nå forskellige målgrupper – og er lykkedes med det. Dét har Mette tænkt sig at bygge videre på. Nørrebro Teater skal være en institution, hvor forskelligartede kunstnere, stemmer og kreative kræfter skaber indholdet.

Man er også nødt til at være sig bevidst om den forpligtelse, der følger med, når man er støttet af offentlige kroner. Teatret skal spille nogle andre forestillinger end dem, der f.eks. satses på på de private scener. Og samtidig skal der også sørges for at udvikle scenekunsten, så den føles relevant for flere og flere mennesker; ved at tænke i nye formater, nye skuespillere, nye måder at gøre tingene på.

Tilmelding er ikke nødvendig. Vel mødt den 26. oktober.

Et fyraftensmøde i samarbejde med Projektstøtteudvalget for Scenekunst

 

<< TILBAGE

TILMELDING

VI HAR FÅET NY HJEMMESIDE - al kursustilmelding foregår gennem den nye side https://ddsks.dk/da/kurser Vær obs på at du er nødt til at oprette dig som ny bruger inden du kan tilmelde dig på et kursus https://ddsks.dk/da/evu/register

Actor's Master Class med Kirk Baltz

Vi starter det nye år med en master class med Kirk Baltz.

Den amerikanske skuespiller og underviser guider deltagerne mod stærke, definitive valg og levende præstationer.

29. januar - 3. februar 2017 i Odsherred.
Læs mere

Complete Vocal Technique Workshop d. 7.-10. marts

Sangteknikken 'Complete Vocal Technique'  benyttes med succes af scenekunstnere på verdensplan. Teknikken er funderet i videnskabelige undersøgelser. Workshoppen fra d.7.-10. marts giver sangere, dansere og skuespillere mulighed for en indgående introduktion til Complete Vocal Techniques forskellige tekniske værktøjer, som umiddelbart herefter kan anvendes.

For mere information og tilmelding klik her.